
Uha, tidligt op, træt, gab, lang rejse forude....
Nå men det skulle nu nok blive en go' wekend - vi skulle nemli' ud og spise, som det allerførste ;o)
Vi kørte hjemmefra kl. ca. 9.00 for at mødes med Se & Hør ved middagstid, for at lave et interview imens vi indtog en lækker frokost, i Hansen have på Frederiksberg - en rigtig god start på weekenden.
Efter den gode frokost og en hyggelig snak med Se & Hør kørte vi videre mod Karbæksminde for at spille på en hyggelig lille kro for et meget intimt selskab - små 300 gæster fyldte den gamle kro, som fyldte os med fornemmelsen af at vi ville møde Poul Richard, komme trækkende med hans trædecykel rundt om hjørnet alt imens han fløjtede "Er du dus med himlens fugle" og smilede kækt til Anna, som stod med et "karm til karm" smil i hoveddøren og tørrede sine hænder i forklædet, længselsfuldt ventende på sin Poul.
Efter det hyggelige job og et skønt Morten Korch flashback i Karrebæksminde, som vi for øvrigt delte med Butterflies, kørte vi til København for at overnatte, inden vi næste morgen skulle videre til Norge.
Det var egentlig planen at vi skulle flyve fra Kastrup tidligt om morgenen, men som nogen måske har hørt eller læst i dagspressen har SAS haft lidt vanskeligheder med deres Dash 8 fly - og det var sådan ét vi skulle ha' fløjet med.
Til vores - og sikkert også resten af passagerenes - store lettelse havde SAS valgt at sætte et fly ind med velfungerende landingstel og vi blev derfor om-booket til en anden afgang, hvilket gav os lidt mere tid at sove i.
Vi fløj fra Kastrup kl. 12 og landede sikkert på alle tre sæt hjul ca. halvanden time senere i Bergen.
Derfra skulle vi så køre i taxa endnu halvanden time, inden vi var i Voss.
Vi gik straks igang med lydprøver og kaffedrikkeri, hvorefter vi inlogerede os på hotellet og fik en lille én på øjet inden vi skulle ha' vores første Norske måltid på hotellet.
Efter en dejlig middag på hotellet kørte vi i hallen og gjorde os klar til at spille for de ca. 600 fremmødte gæster.
Vi spillede non-stop med et lokalt orkester, som vi ikke kendte før - og stadig ikke gør, for vi fik aldrig hilst på dem - men de var sikkert flinke.
Det var en utrolig hyggelig aften og vi nød at spille for vores norske publikum.
Efter koncerten og en gang norsk pølseret tog vi tilbage til hotellet, hvor vi sluttede aftenen af med en enkelt lille én og vendte aftenens begivenheder, inden vi gik i seng.
Ja, så var der jo kun rejsen hjem tilbage at se frem til og det gjorde vi så...
Efter lidt morgenmad og surfen på hotellets computere tog vi med en taxi, den lange tur tilbage til Bergen.
Ud af de ca. 100 km var de 28 af dem igennem fjelde og bjerge - gad vide hvad man gjorde inden det blev muligt at lave hul i fjeldet.
Heldigvis har de norske entreprenørere forlængst løst det problem og vi kunne bare sidde og nyde turen igennem det fantastiske landskab.
Vi fløj fra Bergen ca. kl. 16 og landede i Kastrup kl. 18 - nå ja.... vi skulle være landet kl. 17.30, men der var et problem med den lille motor som skulle starte de store motorer, derfor blev vi forsinket en halv time.
Vi kunne altså vælge mellem et deffekt landingsstel eller en motor som ikke kunne starte - vi valgte det sidste og heldigvis for det.
Vi kom dog i luften og var vidner til en meget fin landing!
Vi var hjemme ved 23 tiden og kan nu endnu engang tænke tilbage på en dejlig tur til Norge, som vi heldigvis snart skal besøge igen.
© Boogii 2012 | © Kandis.dk 1998 - 2012, all rights reserved.
| Besøgende på kandis.dk: 2436784 | Senest opdateret: Torsdag, d. 05.01.12. kl. 15:59:56.